Mød Jonas Mølvig, Studentermedhjælper i Strategic Change

Baggrund

De første 18 år af mit liv havde jeg ikke mere end 5 min. til skole, og var generelt ikke meget ude fra Solrød, hvor jeg er vokset op,  bortset fra til Taekwondo stævner. Derfor var det også lidt en personlig omvæltning da jeg gik direkte fra STX til at studere Kommunikation og IT på Københavns Universitet. Efter at have skrevet mit speciale mangler jeg et enkelt semester, før jeg skal til at være “voksen” i 2023.

 

Lidt ekstra om mig

Jeg har altid gået meget op i esport, og har faktisk skrevet speciale om netop det, hvilket er en lille “drøm” jeg har gået med siden jeg startede på min kandidat.
Jeg var med til at vinde den første udgave af GroupM’s Intern Case Competition for næsten to et halvt år siden, som jeg efterfølgende har været med til at drive hvert semester sammen med andre tidligere praktikanter.
Jeg hedder egentlig Jens til fornavn, men det hedder alle mænd i min fars familie, så vi bruger vores mellemnavn.

 

Hvordan endte du med at arbejde med marketing og medier?

Helt ærligt så interesserer marketingdelen mig ikke særlig meget, men jeg har altid været interesseret i hvordan man som samfund og privatperson interagerer med medier. Da jeg snakkede om dette med en af mine venner, foreslog han mig at søge praktik i GroupM, som jeg så som en god mulighed for at få noget erfaring som fuldtidsansat, hvilket jeg manglede da jeg ikke havde taget nogle sabbatår.

 

Hvad er den vigtigste lektie du har lært?

I GroupM har det været balancen mellem at turde stille spørgsmål, samtidig med at man også skal stole på sig selv.
I livet har det indtil videre været, at jeg må acceptere at jeg har rykket mig meget som person gennem de seneste par år, og min omverden ikke ser mig som jeg til tider ser mig selv.

 

Hvad elsker du at bruge din tid på, når du ikke er på arbejde?

Jeg bruger som nævnt rigtig meget tid på esport, computerspilskultur og generelt internetkultur.
Jeg går også ret meget op i styrketræning, og stiller op i en sport der hedder styrkeløft, hvor man laver Squat, Bænkpress og Dødløft.

 

Hvad er dit største “professionelle fuckup”/fejltagelse?

Jeg kom engang til at sende noget materiale med information fra et medie til et konkurrerende medie, fordi jeg troede det var to forskellige målretninger på en kampagne – heldigvis var jeg praktikant på det tidspunkt, så jeg tager intet ansvar for noget!

 

Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Jeg hader dårlig arbejdskultur, hvorfor jeg også er sindssyg glad for at kunne arbejde med internal change nu.  Jeg vil vildt gerne have vi i GroupM bliver endnu bedre til at sætte vores kollegaer og os selv først, hvilket også betyder at vi nogle gange må fortælle både hinanden, men også vores kunder, og sågar nogle gange vores chefer (!) når noget er urimeligt eller urealistisk. Udover det er jeg en kæmpe “people person”, faktisk tror jeg mine opgaver og personlig udvikling kommer i anden række, så længe jeg får lov til at snakke med mennesker om idéer og koncepter.

 

Udover det er jeg en kæmpe "people person", faktisk tror jeg mine opgaver og personlig udvikling kommer i anden række, så længe jeg får lov til at snakke med mennesker om idéer og koncepter.

 

Hvad mener du er vigtigt for at være en god leder?

Egentlig tror jeg personligt jeg har været for ensformig i mit syn på ledere – jeg kommer ofte til at se dem som nogle der skal have styr på mange ting, eller som skal være gode til at mediere. I virkeligheden er en god leder vel en der lytter, beskytter, og anerkender det teamet, og de mennesker der eksisterer i teamet, står for.

 

Hvilke tre ting kunne du ikke være foruden på en arbejdsplads?

Gode kollegaer! Og måske kulturen omkring sociale arrangementer og fredagsbarer, hvis jeg nu skal være helt ærlig og midt-tyverne agtig 🍻