Den største e-commerce trend er fysiske butikker

  • POV’s
  • February 18, 2022
  • Johan Spangenberg

eMarketers årlige E-Commerce forecast beretter om en interessant trend. “Brick-and-mortar” havde nemlig et stort bounce back i 2021 efter et hårdt år i 2020.

 

eMarketer, 2022

 

Hullet mellem væksten i e-commerce salg og non-e-commerce salg var helt nede på 8,1 procentpoint i 2021. Det er det laveste nogensinde. Til sammenligning var hullet 33,9 procentpoint i 2020. Tallene kan siges at være en modreaktion på pandemiens lockdown. En ketchup effekt, hvor alt det tabte er blevet hentet ind igen, så vi i 2021 endte på en volumen på højde med 2019. eMarketer forudser at den vækst ikke vil fortsætte i 2022, men at den vil vende tilbage til et stabilt niveau med omkring 3% vækst.

Den fysiske forbrugeroplevelse er altså stadig ekstremt vigtig og relevant – samtidig med, at tech innovation skaber flere og bedre salgsmuligheder digitalt. Det stiller endnu større krav til virksomheders evne til at binde de to verdner sammen, og skabe en kundeoplevelse i harmoni og med tydelig værdi. Folk har, pandemi eller ej, stadig brug for at afprøve produkter på egen krop, og der er en vis charme og personlighed over fysisk indkøb, som onlinebutikkerne kan argumenteres at mangle (lidt endnu i hvert fald).

Skellet mellem at være e-commerce virksomhed og non-e-commerce virksomhed har aldrig været mere utydelig. Man kan spørge sig selv, om det overhovedet er farbart ikke at kalde sig e-commerce virksomhed i 2022? Selv de mest traditionelle brick-and-mortar virksomheder er nødt til at tage aktiv stilling til, hvordan de går til e-commerce. Og selv de mest ”pure bread” e-commerce virksomheder er nødt til at tage aktiv stilling til alle de nye kanaler og muligheder, der vokser voldsomt lige nu.

Omnichannel har vi hørt meget og længe om, men det er med god grund, da det kun bliver mere og mere relevant. Også definitionen af omnichannel bliver ved med at ændre sig. For hvad er omnichannel, hvis man udover sine fysiske butikker og sin webshop pludselig også skal til at tage stilling til en virtuel “fysisk” butik i metaverset? Det kan vi kun gisne om på nuværende tidspunkt, men på samme måde som e-commerce er ved at blive reglen mere end undtagelsen, så bliver omnichannel også noget du enten er, eller har misforstået. For det ér en nødvendighed. Forbrugeren forventer en så sømløs oplevelse som muligt.

To ting der trender rigtig meget lige nu, og som brands kan bruge til at udvikle deres salgsmuligheder på e-commerce fronten, og til at skabe en mere sømløs brugeroplevelse, er social commerce og live shopping.

Bliv klogere på de to begreber her og på, hvordan du som dansk annoncør går til begge i 2022.

Social commerce

Social commerce dækker over sammenkoblingen af sociale medier og handel, hvilket gør købsprocessen kortere og mere tilgængelig for forbrugeren. Det betyder, at slutbrugeren snart ikke behøver at forlade den sociale platform for at gennemføre sit produktkøb. Det faktum, at man ikke bliver trukket ud af en platform, skaber en mere sømløs oplevelse for forbrugeren. De har aktivt valgt at browse Instagram eller Snapchat eksempelvis, og så snart du leder dem ud af det univers, så skaber du en barriere for salg. Denne barrierer forsvinder langsomt med social commerce. Sociale medier fungerer derfor ikke længere kun som udforskning- og inspirationsplatforme, men også som en markedsplads. Af den grund kan social commerce-bølgen også ses som en ny spiller iblandt etablerede markedspladser som Amazon, EBay eller Alibaba.

Mulighederne for social commerce er store, og vi ser eksempelvis allerede brands bruge AR-linser på Snapchat, hvorigennem forbrugeren kan afprøve et produkt uden at have selvsamme produkt fysisk tilstede. Samme AR teknologi ser vi brands bruge på deres egne kanaler. Konceptet giver eksempelvis forbrugeren muligheden for at afprøve et par briller eller et par sko med en AR-linse på brandets hjemmeside før de afslutter sit køb. Det er igen et skridt mod en mere sømløs oplevelse for forbrugeren. For det kan sagtens være, at du stadig gerne vil ned og prøve brillestellet fysisk, som du har prøvet i AR – men det kan være, at du nu allerede kan snævre dine muligheder ind, før du tager turen til din lokale butik.

Hvad kan du som dansk annoncør gøre i 2022?

Ét-kliks-køb er stadig ikke udrullet i Danmark på Metas platforme. Det blev først rullet ud i UK i Q4 sidste år, så der går nok lidt tid, før vi ser det blive implementeret i Danmark også. Men der er stadig en række ting som kan gøres, specielt når vi snakker om Metas platforme Facebook og Instagram. Det er nemlig tilgængeligt at oprette Facebook og Instagram shops. Her har du som annoncør mulighed for at fremvise et digitalt produktkatalog. Samme produktkatalog som du måske allerede bruger i dine produkt retargeting kampagner via DPA. Ud over det, kan du organisk lave shopping tags på dine billeder. Disse tags gør det muligt for brugeren at få information omkring produkterne på billedet og deres pris eksempelvis. Din Facebook/Instagram shop, og dine shoppingtags kan du så binde sammen og bruge i din betalte annoncering. Det eneste du derfra mangler, er muligheden for at gennemføre købet direkte native i appen. Men så snart det bliver muligt i Danmark også, så er dit brand klar. Denne implementering ville vi klart anbefale til alle danske e-commerce virksomheder, der i forvejen benytter sig af Meta platforme i deres digitale kanalmix.

Live shopping

Live shopping er en trend, der fortsat vil få vind under vingerne i 2022 ved at skabe en gnidningsfri sammenkobling mellem shopping og underholdning. Live shopping er en vækstende trend, der allerede er godt på vej til at indtage Norden, men som stadig har masser af uforløst potentiale for mange danske annoncører.

Vesten har fået øjnene op for mulighederne ved formatet, der startede i Asien, og som har en enorm skala på det marked. Alibaba er en af de store spillere, som allerede tilbage i 2020 skabte vilde resultater med deres live shopping stream i forbindelse med Singles Day. Her blev der inden for den første halve time af streamet omsat for omkring 7,5 milliarder USD. Så formatet virker altså. Og det ved vi jo egentligt godt, hvis vi tænker tilbage på de gode gamle dage med TV-shopping. Den helt store forskel er bare, at live shopping er mere interaktivt. Det betyder, at seere kan få svar på specifikke spørgsmål om produktet mens de bliver underholdt, hvilket fører til en masse salgsmuligheder. Det kan sammenlignes med at gå ind i en fysisk butik, hvor man også bliver modtaget af en medarbejder, der ved eget ønske giver løbende anbefalinger og besvarer spørgsmål. Det sker så bare her fra ens egen sofa, i metroen, eller hvor man nu end befinder sig – i en sømløs oplevelse.

Hvad kan du som dansk annoncør gøre i 2022?

Det bedste du kan gøre, er simpelthen at kaste dig ud i det og teste det af. Find ud af, hvordan det giver mening i dit brands kontekst og test løs. Som med alting kan det gøres i forskellige niveauer, men der er ingen grund til prøve at løbe, før man kan gå. Hvilken type oplevelse live shopping skal tilbyde forbrugeren afhænger jo meget af industri og produkt. Vi har eks. set Matas have stor succes med live shopping streams, hvor en af deres medarbejdere laver make-up tutorials og giver tips og råd om eks. deres make-up produkter. Sælger du hårde hvidevarer kan det være, at det giver mening med detaljerede gennemgange af de forskellige specifikationer på en række vaskemaskiner. Det handler om at skabe et format, der giver værdi til forbrugeren, og som holder dem engagerede. Hvis det viser sig at være en succes, så kan det være, at det giver mening at lægge kræfter i at bygge et univers, som potentielt også kan bo på dit brands egne kanaler.

Social commerce og live shopping er blot to tiltag, som kan hjælpe dit brand med at tænke mere omnichannel og med at forbedre forbrugeroplevelsen digitalt.

Ønsker du at snakke nærmere om de to muligheder, eller vil du gerne have hjælp til at sikre, at din virksomhed tænker e-commerce og omnichannel i den helt rigtige kontekst for dit brand, så hiv fat i din GroupM kontakt eller ræk ud til Johan Spangenberg på [email protected].