Mød Sara Annat, Marketing & Communications Coordinator

Kan du gætte, hvad det her er? ”Tick-tick-tick-tick-tick”. Det er lyden af din (måske) ukendte kollega. Hun griner ret meget, og ret højt. Og hendes efternavn. Det er noget med Ana, eller var det Annatte?


Baggrund

Jeg færdiggjorde min kandidatgrad i Corporate Communication i sommeren 2020, og har siden da haft 3 (!) forskellige fuldtidsjobs indenfor området. Det har jeg corona at takke for  Men nu er jeg landet godt og blødt her i GroupM, og jeg håber at jeg får lov til at blive i lang tid.

Jeg sidder som Marketing & Communications Coordinator i vores lille GroupM kommunikationsteam, og her varetager jeg alt fra udvikling og design af indhold til sociale medier, nyhedsbreve, hjemmeside, events og vores interne nyhedssite. Og så sender jeg en hulens masse mails og kalder ind til en del møder.


Lidt ekstra om mig

Jeg er en ferm strikker, og kan sagtens strikke en hue eller to på en aften. Man kan jo altid bruge en ekstra. Og så er jeg den eneste i verden med mit (fulde)navn! Jeg har super eksotiske rødder (skotsk far og en bornholmsk mor), heraf det sjove navn.


Hvordan endte du med at arbejde med marketing og medier?

Jeg har haft mange forskellige karriereambitioner i mine yngre dage. Som 10-årig ville jeg gerne være frisør, som 12-årig sygeplejerske og som 15-årig kok, men så startede jeg på HHX og herefter BSS (Aarhus-udgaven af CBS), og lærte at jeg virkeligheden var en ’Material Girl, in a Material World’.

Spøg til side – Jeg elsker at kommunikere og at udtrykke mig kreativt. Det er fortsat en undervurderet disciplin i mange organisationer, men hold op hvor er det effektivt, hvis man gør det rigtigt. Og jeg vil gerne være med til at gøre det rigtigt! At udfolde en virksomheds identitet, mission og udtryk på forståelig og slagkraftig vis til interessenter. Så jeg tror at jeg er havnet på den rigtige hylde.

Jeg elsker at kommunikere og at udtrykke mig kreativt. Det er fortsat en undervurderet disciplin i mange organisationer, men hold op hvor er det effektivt, hvis man gør det rigtigt. Og jeg vil gerne være med til at gøre det rigtigt!


Hvad er den vigtigste lektie du har lært?

At jeg skal passe godt på mig selv, og lade være med at stille uopnåeligt høje krav til hvad jeg kan og skal. Det kommer der ikke noget godt ud af. Og også hvor vigtigt det er at imødekomme andre, og værdsætte deres refleksioner og holdninger.


Hvad elsker du at bruge din tid på, når du ikke er på arbejde?

Når jeg skal koble helt af, trækker jeg i et par joggingbukser og sætter mig i sofaen med mit strikketøj og en god podcast (Fries before Guys, 112 for Knuste Hjerter, Hemmeligheder, Poptillægget, you name it). Derudover er jeg glad for at dyrke yoga, drikke øl og rejse så meget som jeg kan. Gerne med min kæreste, venner eller familie. Nogle af mine bedste minder er af sjove, finurlige og spændende oplevelser på rejser.
 

Hvad er dit største “professionelle fuckup”?

At forklæde mig i en specialist rolle, selvom jeg godt vidste at jeg var (og er) generalist by heart 💛 Det var ikke den bedste karrieremæssige beslutning, og selvom jeg overordnet er af den holdning at det er sundt at udfordre sig selv og afprøve nye retninger, så gav rollen flere ar på sjælen end gode oplevelser med i rygsækken. Jeg lærte dog en del af det, og det ledte mig til hvor jeg er i dag.


Hvad motiverer dig i dit arbejde?

Jeg motiveres af kreativ og kommunikativ frihed, opgaver der udvikler mig, godt samarbejde, at gøre en forskel og at have en varieret hverdag. Og selvfølgelig også af en masse grin og gode snakke med mine kollegaer.


Hvad mener du er vigtigt for at være en god leder?

Som leder skal man tage ansvar for sine medarbejdere, have tillid til deres evner og give dem frihed til at sprede vingerne, skifte kasket og afprøve forskellige opgaver og retninger. Det suppleret med en god portion empati, omsorg og en stor interesse i at udvikle og inspirere.


Hvilke tre ting kunne du ikke være foruden på en arbejdsplads?

Gode relationer, et dynamisk miljø og opgaver der udvikler. Og fredagsbajere!