GroupM lancerer ny nordisk konsulentvirksomhed

Omkring 80 nordiske medarbejdere i mediebureaugruppen, GroupM, skal til at vænne sig til et nyt navn i autosignaturen. Som en del af et større initiativ lægger GroupM Nordic nemlig de to bureauer Business Science og Flip Studio sammen under navnet Acceleration. Samtidig bliver Acceleration også lanceret globalt, hvor den nye konsulentvirksomhed skal samarbejde med andre GroupM-bureauer som Mindshare, Wavemaker og Mediacom om at skabe vækst for organisationens kunder.

Det bliver med fokus på områder som data science, experience design og Googles marketing- og cloudplatforme, at det nye bureau Acceleration nu slår dørene op i hele Norden. Med et årligt mediebudget på over 50 milliarder dollars er GroupM allerede en af de største spillere på det internationale annoncemarked, men den nye konsulentvirksomhed skal dyrke kompetencer og områder, der kan udvide og forbedre organisationens digitale ydelser til kunderne. I Norden bliver det den nuværende Managing Director i Accenture Interactive Nordic, Marianne Hjaltelin, som kommer til at stå i spidsen for Acceleration, og hun kommer til at lede et bureau, som skal hjælpe kunderne med at navigere i en stadigt mere kompleks medievirkelighed, fortæller GroupM.

– De seneste års digitale udvikling har på mange måder vendt op og ned på den måde, virksomheder driver deres markedsføring på, og derfor er vi også nødt til at udvikle os. Derfor skal Acceleration være en konsulentvirksomhed, der gør os i stand til bedre og bredere at fokusere på vores kunders løbende vækst. Samtidig har vi nogle unikke kompetencer i vores Flip Studio og Business Science, som vi gennem Acceleration kan bringe ud til kunder i hele verden, siger Paw Saxgren, der i forbindelse med lanceringen af det nye bureau skifter sin nuværende stilling som COO i GroupM Nordic ud med en international rolle som Global Chief Product Officer i det nye Acceleration.

Netop Business Science og Flip Studio har gennem de seneste år spillet en stadigt vigtigere rolle i GroupM Nordic, og bureauernes forskellige fokusområder bliver vigtige brikker i Acceleration i fremtiden. Hos Business Science er man eksperter i at indsamle, analysere og anvende store mængder kundedata, mens Flip Studio arbejder med et mere kvalitativt fokus og designer brugeroplevelsen med udgangspunkt i, hvad forbrugerne selv siger og synes.

Global Google-partner

Dermed supplerer de to bureauer hinanden, hvilket sammen med konsulentvirksomhedens tredje forretningsben omkring Googles marketing- og cloudplatforme skal være med til at gøre Acceleration førende i Norden. På globalt niveau bliver Acceleration desuden Googles største Premier Partner, og GroupM vurderer, at netop det marked har et potentiale på flere milliarder dollars, som Acceleration skal være med til at vinde.

– Når vi kigger på Googles platformløsninger, kan vi konstatere, at markedet allerede i dag er meget stort, og at det vokser massivt hvert år. Derfor er det naturligvis også et sted, hvor GroupM skal være langt mere til stede for at kunne hjælpe vores kunder. Det kræver dog, at vi kan øge vores specialisering på området og sætte den i spil sammen med GroupMs øvrige globale bureauer, siger Paw Saxgren.

Selvom Acceleration er lanceret i Norden, så kommer sammenlægningen af de to eksisterende nordiske bureauer til at foregå løbende hen over efteråret. Den kommende direktør, Marianne Hjaltelin, tiltræder sin stilling til december.