SEO-Social synergier – ja, du hørte rigtigt.

  • POV’s
  • April 7, 2022
  • Alexandra Munk

Alt det gode og gennemarbejdede indhold, som du har liggende på dit website, kan du med stor sandsynlighed udnytte i højere grad end du gør i dag. “Hvordan?”, spørger du så. Det kan du blive klogere på her.

Godt indhold er et af grundelementerne, når vi arbejder med SEO – og godt indhold er mere end bare søgeord. Det gode indhold er velskrevet, velstruktureret, fyldestgørende og skaber engagement hos brugeren, før Google belønner det med gode rangeringer i søgeresultatet.

Når vi skriver indhold, er vores tilgang datadrevet, og vi kigger altid ind i søgeadfærd, trends, sæsonudsving og efterspørgsel. På den måde kan vi udgive det mest relevante indhold, på det helt rigtige tidspunkt. Med velskrevet og efterspurgt indhold kan vi opnå relevant synlighed i Googles søgeresultat. Og det betyder mere organisk trafik til websitet.

Men med en stadig mere kompleks købsrejse blandt målgruppen, så kan alt dit gode tids- og ressourcekrævende indhold måske bruges til mere end organisk trafik.

 

’The messy middle’

Den klassiske funnel tankegang er forældet. Det er utopi at tro, at man som markedsfører kan guide ens kunder igennem en flot og lineær købsrejse med de touch points, som man ønsker sig. Sandheden er meget mere kompleks. Google kalder det ’the messy middle’.

Vi bliver konstant eksponeret for et væld af platforme og medier. Alle de eksponeringer er selvfølgelig med til at præge vores beslutninger og holdninger, og som Google illustrer det, optræder de under hele købsrejsen.

 

 

Indtil der sker noget – en trigger. Vi kommer pludselig i markedet for et produkt eller en service. Og så starter rejsen gennem ’the messy middle’.

Som forbrugere tages vi gennem et loop af exploration og evaluation. I eksploration-fasen undersøger vi, hvilke muligheder, der er på markedet. Når vi har identificeret et sæt af produkter eller services, som vi finder relevante, bevæger vi os over i evalueringsfasen og sammenligner vores muligheder. Er vi ikke tilfredse med dem, vender vi tilbage til den eksplorative fase og imødekommer nye muligheder. Frem og tilbage, indtil vi endelig er klar til at trykke på aftrækkeren og foretage et køb.

Rejsen er forskellig fra person til person og varierer afhængigt af produkt- og servicekategori. Købsrejsen for en bil, differentierer eksempelvis fra købsrejsen for et par sko, men fælles er, at vi gennemgår en eksplorativ og evaluerende fase, og som brand er det vigtigt at være til stede i begge faser.

Vi skal være til stede med det, som Byron Sharp kalder for mental- og fysisk tilgængelighed. Hvis et brand ikke har mental tilgængelighed hos forbrugeren, så kan Google på den korte bane sørge for, at brandet i hvert fald har fysisk tilgængelighed. Men det ville selvfølgelig være bedre med begge.

Her kommer SEO-Social synergier ind i billedet. For når alt det gode contentarbejde, der er lavet i SEO-regi, sørger for fysisk tilgængelighed på Google, så kan sociale medier påvirke den mentale tilgængelighed med betalt annoncering.

Vi kender allerede til de synergier, der er mellem betalt og organisk search, men at brede synergierne ud til andre betalte kanaler kan med stor sandsynlighed give god mening for brands. Især med en ’messy’ købsrejse in mente.

 

SEOxSocial

Vi har testet synergierne mellem SEO og Social, og det har givet virkelig gode resultater. Det vi konkret har haft succes med er at pushe noget af det indhold, som vi har skabt i SEO-regi, ind i vores betalte annoncering på Facebook og Instagram. Indholdet, som vi har brugt, er af mere inspirerende, upper-funnel karakter, men relaterer sig til kundens produkter og forretning. Det kan eksempelvis være en guide til, hvordan du finder den rigtige seng til netop dit behov eller indhold, der informerer dig om forskellene mellem at købe eller lease en bil.

Det er indhold med en længere levetid end tilbud eller andre tidsfølsomme kampagner, og det er indhold, som kan være relevant at pushe under hele købsrejsen. Det kan være en trigger eller en ”always-on” aktivitet, der driver et kontinuerligt flow af billig og relevant trafik til hjemmesiden. Og når forbrugeren når købsstadiet, så har indholdet sandsynligvis skabt en mental tilgængelighed, der gør, at de vælger netop dit brand.

Vi har oplevet exceptionelt høje klikrater og lave klikpriser for vores indledende testcases til sammenligning med andre kampagner for samme brands. Samtidig har vi fået større gavn af indhold, som nu pludselig bringes i spil på flere kanaler.

Og hvorfor virker det så? Det indhold, der skabes i SEO-regi, berører nogle områder, som er efterspurgt på markedet. Vi har altså mulighed for at imødekomme trends og tendenser baseret på eksisterende data om søgeadfærd og efterspørgsel – og det giver kliks, fordi det forventeligt er mere relevant for forbrugeren tidligere end senere i købsrejsen. Chancen for, at vi rammer forbrugerne i deres eksplorative- eller evalueringsfase er altså større,end at ramme præcis, når de er klar til at købe.

 

Social er kun begyndelsen

Succesen fra sociale medier er blot ét eksempel på, hvordan sådant indhold kan få en helt anden betydning og levetid. Display annoncering kan også være relevant at medtænke, og især formaterne for native annoncering vil være oplagt. E-mail marketing er også en mulighed.

Udgangspunktet er det samme, uanset hvilken af disse kanaler der sættes i spil. Det fundamentale er at være til stede flere steder i købsrejsen og med engagerende, relevant og efterspurgt indhold.

Mulighederne er mange for at få endnu mere værdi af den investering, der allerede er lagt i contentarbejde. Hvis du vil høre mere om SEO-social synergien og dens muligheder, så er du velkommen til at række ud til Alexandra Munk på alexandra.munk@groupm.com.