GroupM Nordic er nu en certificeret Google Mobile Web Partner

  • POV’s
  • September 8, 2023
  • Zahra Alikahi, Michael Hein Krogh & Nicolai Høg

Som en ud af ​​kun syv nordiske Google Sales Partners, der kan tilbyde denne service, er vi stolte over at kunne annoncere, at GroupM Nordics har fået tildelt Google Marketing Platforms Google Mobile Web Partner-certifikat.

I et hektisk digitalt landskab, hvor teknologi og forbrugeradfærd udvikler sig med accelereret hast, er virksomheder nødt til at være på forkant med innovationen, hvis de skal skabe de bedste forudsætninger for at drive engagement og konverteringer. Et afgørende tiltag for at opnå dette er at mestre den mobile weboplevelse. I takt med at mobile enheder er blevet det foretrukne valg for online interaktion, er en gnidningsfri og engagerende mobil weboplevelse ikke længere en mulighed ­– det er en nødvendighed.

Derfor blev Google Mobile Web Certification skabt som et bevis på vigtigheden af mobilvenlige hjemmesider. En agenda, som Google længe har stået i front for.

Det er dog ikke alle annoncørere, der er af samme opfattelse som Google. Nicolai Høg, Director of Addressable Content & Experimentation hos GroupM Nexus Danmark, udtaler i den forbindelse:

Når kunder eksempelvis ser på at redesigne deres hjemmeside eller på at bygge en helt ny hjemmeside, har mange stadig en desktop-first tilgang. Men i de seneste par år har vi set en gradvis overgang til at tænke mobile-first. En udvikling Google har været en del af at drive”.

 

Hvad er Google Mobile Web-certificeringen?

I 2018 lancerede Google deres platform ’Google Marketing Platform Partners’ for at give annoncørere adgang til et netværk af akkrediterede partnere, der kunne hjælpe dem med at vækste deres forretning via brugen af Googles annoncerings- og analyseværktøjer. I takt med, at digital markedsføring fortsat bliver mere komplekst, har annoncørere brug for hjælp til at løse udfordringer på tværs af og oftest også ud over Googles produkter, såsom bl.a. løsninger til first-party data, machine learning og mere.

Siden da har Google udvidet partnerprogrammet samt deres udvalg af certificeringer, og i 2021 udkom de med en ny og unik færdighedsbaseret certificering: Mobile Web Certification. Google Mobile Web-certificering fungerer som et varemærke, der viser, at partneren forstår vigtigheden af mobilvenlighed og vigtigst af alt kan eksekvere på det. Med andre ord betyder det, at hjemmesiden partneren varetager kan opfylde Googles strenge standarder for brugeroplevelsen på mobile enheder, herunder bl.a. på parametre som sidehastighed, responsivitet og generel brugervenlighed.

 

En kontinuerlig rejse

Googles Mobile Web cerificering er ikke nem at få, og den bliver derfor heller ikke langet ud til højre og venstre:

Dette er ikke en certificering vi er blevet givet på baggrund af engangsresultater fra én enkeltstående test eller implementering. Certificeringen har vi fået, fordi vi løbende har bevist, hvordan vi har skabt værdi for, i dette tilfælde, to forskellige kunder med to konkrete sager, som har kørt i mere end et år”, uddyber Høg.

Certificeringens betydning cementeres yderligere af Googles egen forskning, der illustrerer, hvordan et fald på kun 0,1 sekunder i websidehastighed kan øge konverteringsraten med op til 8% på mobil.

Når alt kommer til alt, er det forbrugerne, der leder marchen, og de forventer en mobil oplevelse, der er hurtig, sømløs og personlig – ligesom på desktop. Af Googles forskning ser vi også, hvordan 72% af forbrugere er mere tilbøjelige til at være loyale over for brands, der tilbyder en personaliseret oplevelse.

Googles anerkendelse af vores evne til at imødekomme disse krav, efterlader os med et prestigefyldt stempel på, at vi kan nå Googles høje standarder for partnerfærdigheder inden for mobil-performance og mobilhastighed:

”[…] da størstedelen af ​​trafik foregår på mobile enheder, er certificeringen et bevis på, at vi er i stand til at rådgive kunder i den bedst mulige praksis og kan optimere brugeroplevelsen ”, siger Michael Hein Krogh, Executive Director Platforms, hos Acceleration Nordic.

 

Nicolai Høg uddyber:

Den kritiske pointe her er, at værdien af annoncering er faldende. Det koster med andre ord annoncørere mere at nå ud til og engagere et større audience og herigennem at drive konverteringer. Alt er dyrere grundet det nuværende medielandskab. Forecastet fortæller os, at vi i fremtiden bliver nødt til at være endnu skarpere på, hvordan vi rådgiver kunden i den bedste udnyttelse af budgettet. Det er en kritisk og essentiel tid, som vi befinder os i, og derfor er det god timing for GroupM at få denne certificering. Det vil forhåbentlig også få vores kunder til at erkende, at vi ikke bare kan blive ved med at genbruge det foregående års planer. Vi bliver nødt til se på det fra en anden vinkel”.

 

Zahra Alikahi, Head of Customer Experience Addressable Content hos GroupM Nexus Sverige tilføjer:

Denne certificering, som blev initieret af Google, er også en ´call to action´ og er i høj grad med til at udfordre den traditionelle måde at se på media spend ROI. Det handler ikke længere kun om at tiltrække trafik, men om at fængsle og fastholde ved at sikre en en sømløs oplevelse.”

 

Fremtidens medielandskab

I de håndholdte enheders tidsalder står Google Mobile Web Certification som et pejlemærke for fremtidens medielandskab. At skærpe vores færdigheder med et højnet fokus på brugeroplevelsen taler også godt ind i diskussionerne om en cookieløs verden. En diskussion, som Google også er forløber for.

For ved i højere grad at optimere mod brugeroplevelsen (i dette tilfælde på mobile enheder) vil man også have større succes med at opsnappe førsteparts-data. For det bliver nærmest umuligt at erhverve førsteparts-data uden en positiv brugeroplevelse, som kan give audiences incitament til at vende tilbage tog frivilligt tilbyde annoncøreren sin information. Kort sagt er du med en brugervenlig mobil oplevelse bedre stillet, når tredjeparts-cookien uddør.

 

Afsendere

Nicolai Høg, Director of Addressable Content & Experimentation, GroupM Nexus Danmark

Michael Hein Krogh, Executive Director Platforms, Acceleration Nordic

Zahra Alikahi, Head of Customer Experience Addressable Content, GroupM Nexus Sverige