Microsoft og Google lancerer AI-chatbots i deres søgemaskiner

  • POV’s
  • February 16, 2023
  • Niels Lindegaard

Siden OpenAI inviterede hele verden indenfor i deres “research preview” af ChatGPT, har internettet kogt over med spekulationer om, hvordan store AI-sprogmodeller vil påvirke måden hvorpå vi søger på nettet. Nu lancerer både Microsoft og Google deres første bud på en helt ny tilgang til Search. Men hvordan fungerer teknologien, og hvordan bør din virksomhed forholde sig til denne nye virkelighed? Det forsøger vi at give dig svar på i artiklen.

 

Læs med og forstå hvorfor disse key takeaways og actions er vigtige for din virksomhed
  • Skab overblik over din nuværende organiske performance, og få afklaret det omfang Bing skaber trafik til dit website i dag.
  • Sørg for at dit website er tilknyttet Bing Webmaster Tools, så du kan monitorere øget trafik, samt afdække hvilke søgetermer der giver dig flere besøgende fra Bing.
  • Overvej om din målgruppe allerede er at finde på Bing, eller sørg som minimum for at følge med i udviklingen.
  • Undersøg om det kan betale sig at investere i annoncering på Bing via Microsoft Ads.

 

Nyt årti, nye teknologiske gennembrud

Hos GroupM har vi det seneste års tid eksperimenteret med GPT-3 til tekstforfatning for en række større websites, hvor der skulle implementeres mange generiske og faktabaserede beskrivelser, fx på produkt- og kategorisider. Selvom teknologien er imponerende, så opdager man ved nærmere eftersyn en del fejl, hvorfor teksterne ofte kræver grundig moderation.

I november 2022 gav OpenAI offentligheden adgang til et såkaldt “research preview” af deres nye chatbot ChatGPT. Selv om den nye chatbot fra OpenAI er baseret på GPT-3, så er den særligt trænet til at mestre menneskelig dialog.

Når vi hos GroupM ser på teknologien, så er det naturligvis fra et markedsføringsperspektiv. Men ChatGPT har utallige anvendelsesområder, såsom at skrive sangtekster, digte, jobansøgninger, artikler, bøger og avanceret programmeringssprog – ja, i teorien kan du faktisk få ChatGPT til at programmere et website eller et computerprogram. Du kan også få hjælp til at rette dine egne tekster for stavefejl, skrive resuméer og simplificere indhold.

 

Microsoft Bing integrerer ChatGPT

Microsoft har siden lanceringen af Bing i 2009 kæmpet for at vinde brugere fra Google, der har domineret søgemaskinemarkedet de seneste to årtier. Det har været en lang kamp uden noget større afkast. De seneste 5 år har Microsoft Bing dog øget deres globale markedsandel fra 4% i 2018 til 9% i 2022, og i samme periode har Google mistet omkring 5% af deres markedsandel.

Tirsdag den 7. februar blev dagen, hvor Microsoft præsenterede verden for “New Bing”, og dermed skød kapløbet om at integrere dialogbaseret AI-teknologi i verdens førende søgemaskiner i gang. ChatGPT-integrationen blev præsenteret som værende “Your copilot for the web”, og teknologien vil både blive integreret i Microsofts Edge-browser og naturligvis direkte i selve Bing-søgemaskinen.

Kilde: Microsoft Bing

Indtil videre er der begrænset adgang til “New Bing”, og man skal derfor tilmelde sig ventelisten. Vi har dog været heldige at få tidlig adgang til den nye brugerflade, som ser meget lovende ud.

I den nye version af Bing laver ChatGPT en række indledende informationssøgninger på nettet, der danner grundlag for chatbottens besvarelse. På den måde imødekommer ChatGPT manglen på kildeangivelser og de til tider meget opfindsomme (og meget forkerte) svar, der tidligere har været et af de store kritikpunkter ved chatbotten.

I nedenstående eksempel har vi efterspurgt en rejseplan for en 2-3 dages kanotur i Gudenåen med overnatning i telt for en familie på fire.

Kilde: Microsoft Bing
Kilde: Microsoft Bing

Google integrerer “Apprentice Bard”

Allerede torsdag den 2. februar annoncerede Google, at de onsdag den 8. februar vil afholde et live Search & AI eventkaldet “Google Presents: Live from Paris”. Det stod skrevet i kortene, at Google her ville præsentere deres modsvar til “New Bing”. Præsentationen føltes dog forhastet, og til dels som en gentagelse af deres seneste “Search On” event den 30. september 2022, hvor en række nye tiltag baseret på MUM-teknologien blev præsenteret.

Forventeligt præsenterede Google deres nye chatbot, “Apprentice Bard” (eller blot “Bard”), som snart vil blive integreret i Google Search, ligesom som Bing bliver integreret i ChatGPT. Apprentice Bard er angiveligt en light-udgave af LaMDA.

Herunder kan du se et bud på, hvordan Bard vil blive en del af Googles søgemaskine.

Kilde: Google
Kilde: Google

I modsætning til ChatGPT i “New Bing”, så er chatbotten Bard endnu ikke tilgængelig i Googles søgemaskine. Google har konsekvent udtalt, at de prioriterer sikker og ansvarlig brug af sprogmodellerne, da de frygter spredning af misinformation. Dette understregede Google på deres event, da de annoncerede at Bard først vil blive se dagens lys i løbet af de kommende uger. Før Bard bliver tilgængelig, skal Googles nye chatbot nemlig igennem en indledende testfase med “betroede testpersoner”, og der skal indsamles feedback fra både interne og eksterne testere.

Her er vores bud på hvordan du skal navigere i al den nye information:

 

Medtænk Microsoft Bing i din digitale strategi

Microsoft Bing er historisk set blevet nedprioriteret (eller helt udeladt) i mange virksomheders digitale markedsføringsstrategi. Den relativt lille brugerskare betyder nemlig, at det for mange slet ikke har kunnet betale sig at investere i annoncering på Bing. Det er dog forventeligt at Bing vil gå en lysere fremtid i møde med indlejringen af ChatGPT. En fremtid hvor en del brugere måske vil begynde at orientere sig mod mere end blot én enkelt søgemaskine.

“New Bing” vil sandsynligvis tiltrække nye brugere, og vi ser derfor en potentiel gevinst for de virksomheder, som relativt hurtigt begynder at indtænke Bing i deres digitale strategi. Selvom Bing pt. kun sidder på knap 9% af søgemaskinemarkedet på verdensplan (3-4% på det danske marked), så tiltrækker platformen alligevel omkring 1 mia. unikke brugere månedligt.

Vi anbefaler derfor at du sikrer at din virksomheds website er tilknyttet ”Bing Webmaster Tools”, som er Microsoft Bings svar på Google Search Console. Det giver dig nemlig mulighed for at spore mængden af trafik, der organisk ledes til din virksomheds website. Oplever du pludseligt en markant stigning i den organiske trafik fra Bing, er det nok på tide at overveje, om I skal prioritere opsætning af Microsoft Ads og annoncering på Bing.

Fordelen ved annoncering på Bing er, at platformen historisk set er en af de digitale kanaler, der leverer et meget højt ROI. Konkurrencen er væsentligt mindre, hvilket betyder markant lavere CPC-priser ved annoncering via Microsoft Ads.

Historisk set, har Bing været foretrukket af virksomheder, der ønsker at nå ud til især to målgrupper:

B2B virksomheder

Hos B2B-segmentet ser vi, at mange virksomheder af sikkerhedsmæssige årsager ikke skifter fra den primære Edge-browser på deres arbejdscomputere, hvilket standard-søgemaskinen Bing drager nytte af.

Dertil kommer, at Microsoft i 2016 opkøbte LinkedIn, og det er i Microsoft Ads derfor muligt at målrette sine annoncer direkte mod LinkedIn-målgrupper. Det er bl.a. muligt at målrette efter jobtitler og branche. Det er en fordel, som gør det muligt for mindre annoncører at øge sandsynligheden for at nå den rette målgruppe og selv på et mere beskedent PPC-budget.

Det grå guld

På Bing er den mere modne målgruppe fremtræden, og særligt 55-64-årige anvender Microsofts søgemaskine. Årsagen til det er at Edge-browseren er præinstalleret på Windows-computere, og derfor overvejer mange i det ældre segment slet ikke at skifte til en anden browser.

Under COVID-19 har vi set en stor stigning i antallet af ældre der handler online. Virksomheder der forhandler fx briller, tøj, medicin og møbler, har opnået gode resultater ved at annoncere på Bing.

 

En bredere brugerdemografi?

Måske vil de to meget specifikke målgrupper snart høre fortiden til. Det er ikke utænkeligt, at Bing fremover vil blive en søgemaskine for alle. Unge som gamle, der lader sig drage af en ny spændende søgeoplevelse.

Måske bliver Bing stedet, hvor studerende vil søge efter hjælp til deres skoleopgaver, eller hvor brugere i alle aldre vil søge efter information om og vejledning til hverdagens gøremål. Det er ikke nemt at spå om fremtiden, men det er sund fornuft at tage sine forholdsregler.

 

Vi hjælper dig gerne videre

Ønsker du at vide mere om mulighederne med Bing Webmaster Tools eller Microsoft Ads? Så tag endelig kontakt til Niels Lindegaard, Senior SEO Strategy Specialist eller Nicholas Jakobsen, Senior Search Operations Specialist, på henholdsvis [email protected] eller [email protected].